Genkendelige motiver i et andet formsprog

Hun tager udgangspunkt i sin interesse for genkendelige motiver, men vil ikke nødvendigvis fortsætte med naturbilleder. Spørgsmålet er, om hun kan bevare noget genkendeligt og samtidig vælge et formsprog, der bryder med det velkendte.

I begyndelsen af 1900-tallet opstod den kubistiske kunstretning, som især forbindes med Pablo Picasso og Georges Braque. Genstande og figurer blev opdelt i geometriske former og kunne vises fra flere synsvinkler på én gang. Det kan gøre motivet mindre umiddelbart genkendeligt.

Netop den egenskab tiltrækker hende i det tænkte valg: Hun vil gerne have et motiv, der ikke er aflæst med det samme. Men hun skal skelne mellem noget at gå på opdagelse i og et billede, der hele tiden trækker hende væk fra arbejdet.

Formsproget vejer tungere end farvematch

Hun sammenholder derfor to mulige motiver: en tæt komposition med mange små flader og et mere åbent motiv med større former. Begge kan passe til møblernes farver, men de fordeler opmærksomheden forskelligt. Farverne afgør ikke alene, hvor roligt billedet opleves.

I den tætte komposition kan øjet finde mange kanter og skift at følge. Det åbne motiv giver større sammenhængende felter at hvile på. Ingen af delene er automatisk bedst; forskellen bliver vigtig, fordi hun skal se billedet fra to faste pladser.

Hun vil sammenligne motiverne fra både sofaen og arbejdsstolen. Fra sofaen skal hovedformerne stadig kunne skelnes. Fra skrivebordet undersøger hun især, om stærke kontraster ligger lige i hendes naturlige synsfelt, når hun løfter øjnene fra skærmen. Det vil tale imod den placering.

Det mest iøjnefaldende motiv bliver fravalgt

Den tætte komposition er hendes første favorit, fordi den virker livlig og vækker nysgerrighed. Alligevel fravælger hun den til den fælles arbejds- og opholdsvæg. I dette hypotetiske forløb vejer ønsket om ro under arbejdet tungere end glæden ved mange detaljer.

Hun overvejer også at beholde naturmotivet. Det kræver ingen ny udgift og passer allerede ind. Men det opfylder ikke hendes ønske om et tydeligere personligt valg. Det åbne kubistiske motiv bliver derfor den mulighed, hun arbejder videre med, ikke blot det sikreste farvematch.

Før hun beslutter størrelsen, markerer hun billedets ydermål med papir på væggen. Hun ser markeringen fra begge siddepladser og kontrollerer, om billedet kommer tæt på skærmen eller møblernes kanter. Virker væggen presset, vil hun vælge et mindre format frem for at flytte arbejdsbordet.

Valget afhænger af, om stuen fortsat er arbejdsplads

Det mere åbne motiv vil få en konkret følge for indretningen: Hun vil lade væggen omkring det stå fri frem for at supplere med flere små billeder. Dermed får kunsten en tydelig plads, mens andre motiver må hænge et andet sted.

Hun vælger altså det åbne kubistiske motiv, hvis det fungerer fra begge siddepladser og stadig vækker hendes interesse uden hensyn til møblernes farver.

Flytter skrivebordet senere ud, kan den detaljerige komposition igen blive relevant. Får stuen kun rollen som opholdsrum, kan lysten til et mere krævende billede få forrang frem for arbejdsroen.